Fajancerne fra Store Kongensgade

Mange kender vores to store porcelænsfabrikker, Den Kongelige Porcelænsfabrik og Bing og Grøndahl. En del kender også Dahl Jensen. Men hvor mange kender mon Store Kongensgade-fabrikken? Fabrikken fremstillede smukke fajancer, før vi evnede at fremstille porcelæn.

Fajancens og, lidt senere, porcelænets popularitet i Europa i begyndelsen af 1700tallet faldt i tid sammen med en ændring i indretningen hos overklassen. Den voldsomme barok gled over i den elegante rokoko.

Samtidig moderniseredes borddækningen. Selv de rigeste var gået bort fra at spise af guldtallerkner og mange var endda gået fra sølv til tin. Nu blomstrede fajanceservicet op og fortrængte tinnet. Det var mere dekorativt og langt billigere. Og de nye luksuriøse drikke -the, kaffe og chokolade- som man fik smag for i midten af 1700tallet, fordrede strittende lillefingre og små, lette kopper og kander.

Porcelænet -det hvide guld- stammer fra Kina. Omkring 800tallet fandt kineserne frem til opskriften med feldspat, kvarts og kaolin. Før den tid havde lertøj altid været gulligt eller rødligt. Porcelænet var helt tyndt i skærven, hvidt som sne og billedskønt. Der gik et helt årtusind, inden vi i Norden lurede kineserne kunsten af.

I 1500tallet lykkedes det italienerne at fremstille blødt porcelæn. Og i 1710 åbnede porcelænsfabrikken i Meissen. Først i 1775 grundlagdes Den Kongelige Porcelænsfabrik og placerede Danmark på det eftertragtede porcelænsverdenskort. Inden vi nåede så langt, blev der fremstillet fajancer på fx St. Kongensgade.

Som de første i Norden fik 5 driftige embedsmænd i 1722 økonomisk støtte af kongen, Frederik IV, til at grundlægge en fabrik, der skulle producere hvid fajance med blå dekoration.

Fabrikken fik eneret i 30 år på at fremstille den såkaldte Delft-fajance; det blå-hvide lertøj. I deres brev til kongen lagde grundlæggerne vægt på, at fabrikken anlagdes ’af patriotisk allerunderdanigst nidkærhed’ for, at pengene ikke skulle forsvinde ud af landet og havne i udenlandske fabrikanters lommer.

St. Kongensgade fremstillede vægfliser, –fx til Frederiksberg Slot og Eremitageslottet– fajanceovne, bakkebordsplader, terriner, kander, tallerkner, krus, vaser og skrivetøj. Dekorationerne bestod af en overflod af blomster, blade, frugter, fugle, monogrammer m.m. og var som oftest blådekorerede i lysere eller mørkere nuancer af den koboltblå farve.

Kun få ting fra ovnene på St. Kongensgade har overlevet frem til i dag. Det skyldtes, at fabrikken sjældent fremstillede ting kun til dekorativt brug. Langt det meste levede et farligt liv i spisestue eller køkken. Det var brugsfajance.

I årene omkring 1755 så en ny, mere moderne fajancefabrik –Kastrup Værk- dagens lys som resultat af, at monopolet på at fremstille blå-hvide fajancer blev ophævet. Struense gav samtidig  tilladelse til, at varer fra Hertugdømmerne måtte importeres igen.

Det blev starten på enden for St. Kongensgade-fabrikken. Og på opblomstringen for Kastrup Værk.

Fajancerne fra Store Kongensgade er eftertragtede, når de en sjælden gang dukker op på auktion. De fleste genstande befinder sig i dag på museer rundt om i landet.

Det hvide guld –porcelænet- kan man til gengæld roligt begynde at samle på. Se udvalget af porcelæn her.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Porcelæn og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s