Snedkerlavet –udadlelige koner, lig-vagt og forbud mod uægte børn

Selvom middelalderen slet ikke var så mørk og dyster, som den er blevet fremstillet siden, og selvom både møbler og interiør i middelalderen faktisk var både smukke og farverige, så har meget få ting overlevet de mange århundreder –ligesom meget få af middelalderens bygninger har- og de, der gjorde, har mistet deres dekorative særpræg, fx bemalingen. Derfor er det i dag svært at vurdere middelalderens møbelkunst alene.

Men i renæssancen skete der en sand opblomstring indenfor flere forskellige genrer: kunst, kultur, møbler, interiør og mode. Renæssancen udsprang fra Firenze i Italien, men nåede de nordlige breddegrader med nogle generationers forsinkelse i 1500tallet.

Opblomstringen inden for kunst og kultur smittede også af på møbelkunsten og sandsynligvis derfor skilte snedkerne, der byggede møbler, sig ud fra tømrerne, der byggede huse, i netop 1500tallet. De danske håndværkerlav (datidens fagforeninger) kendes tilbage fra i hvert fald 1200tallet, men snedkerlavet blev først et særskilt lav i midten af 1500tallet.

Man kunne dog ikke ‘bare’ blive medlem af lavet, selvom man var snedker. Der var krav. Medlemmerne af lavet havde eneret på erhvervet. Solgte man hjemmeproducerede møbler uden at være medlem af et snedkerlav vankede der bøder. Det var lavet, der uddannede lærlinge inden for faget. Og man kunne som lærling kun selv blive optaget i lavet, hvis man udførte et mesterstykke, der blev godkendt. Til gengæld passede de på hinanden, på deres fag og holdt den faglige standard og fane høj. Og så blev evt. stridigheder mellem snedkerne løst internt i forligskommisionen. Blev man smidt ud af lavet kunne man ikke længere arbejde som snedker.

I den mere kuriøse ende, så skulle fx snedkernes koner være udadlelige for, at manden kunne optages i lavet, hvordan man så ellers har undersøgt det! Man måtte ikke være født uden for ægteskab –være et uægte barn- og man skulle stille op som lig-vagt over afdøde medlemmer. Og så var solidaritet af en helt anden kaliber den gang: Manglede en mester en svend, fordi der var meget arbejde, så skulle en mester, der havde to svende, afgive en svend til ham, der manglede. Også selv om han selv havde travlt. Den var nok ikke gået i dag.

Men alt det betød også, at lavene var meget lukkede omkring deres fag. Snedkerne arbejdede ikke sammen med tømrerne og omvendt. Vidensdeling var i bedste fald et meget snævert begreb. Til gengæld har lavssamlingerne, drikkegilderne og lærlingenes ‘behøvling’ tilsyneladende været både særdeles underholdende og frivole.

Tiderne skiftede og i dag er fagene jo slet ikke så opdelte længere. Tværtimod er det jo nu en dyd at kunne bryde faggrænserne. Til gengæld er noget af den faglige stolthed måske gået tabt?

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Antikke møbler. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s