Henning Koppel – kompromisløs og kulturradikal

Henning Koppel 1918-1981 var kompromisløs. Når han fx tegnede et fiskefad i sølv, så var formerne så særprægede og så vanskelige at forme i det bløde sølv, at smedene på værkstedet sagde resolut nej, da Koppel første gang præsenterede tegningen af fiskefadet for dem. Og selv i dag er fadet verdens dyreste fiskefad. Det tager en garvet sølvsmed mere end 500 timer at slå sølvet i den rigtige facon. Og vil man servere nytårstorsken af det pureste sølv, så skal man grave så dybt i lommeulden, at man finder ca. 850.000 kr at betale for fadet med. Henning Koppel var ligeglad. Fadet var det smukkest mulige fiskefad og så skal man ikke gå på kompromis.

Henning Koppel var billedhugger og formgiver og arbejdede fra slutningen af 2. verdenskrig og frem til sin død for Georg Jensens Sølvsmedie. Og det er også for Georg Jensen, han har tegnet en sand perlerække af smukke genstande og smykker i sølv. Alle med et umiskendeligt koppelsk præg.

Og måske det lå i kortene hos den helt unge Henning Koppel, at han en dag skulle formgive de mest formfuldendte genstande? I hvert fald tegnede han mere end han læste, skrev og regnede. Niels Jørgen Kaiser skriver i sin bog om Henning Koppel: ‘Henning tegner altid. I marginen på frøken Adlers skolebøger, på smørebrødspapiret om madpakken, i regnehæftet og på faderens skrivepapir. Og tegningerne bliver bedre og bedre. Det samme kan desværre ikke siges om skoleresultatet…’ Henning forlader skolen 16 år gammel.

‘Henning Koppel vokser op “midt i en Jazztid” og i hælene på “årgangen, der snublede i starten”. Men beskyttet, forkælet og parat til at leve livet og kærligheden fuldt ud. Nyde mellemkrigstidens sorgløse og uforpligtende ligegyldigheder med et skær af kynisme, ironi og arrogance. Og med en solid kulturradikal skepsis i ryggen tager han hul på København.’

Han blev optaget på Akademiets billedhuggerlinie, men havde mindst ligeså travlt med at tjene penge og gøre unge damers bekendtskab.

Efter krigen og et længere ophold i Sverige pga den, læste Henning Koppel PHs uforskammede kommentar til Georg Jensens butik med sølvgenstande på Strøget. Udstillingen lignede ifølge PH overpyntede konditorkager. Det var Georg Jensens klassiske sølvting i rokokostil dekorerede med vinranker og druer, PH hentydede til. Det besluttede Henning Koppel sig for at gøre op med. Han ville arbejde med sølvet, men ikke ‘bage’ konditorkager. Men han lagde sig heller ikke op af tidens stil, funktionalismen.

I modsætning til funktionalisterne, der ellers havde præget dansk design i en menneskealder, så tog Henning Koppel udgangspunkt i formen i stedet for funktionen. Æstetikken vandt over funktionaliteten.

Henning Koppel var i øvrigt bror til arkitekten Nils Koppel, der er mest kendt for brugen af beton og bygninger som Langeliniepavillonen, Søllerød Park, H. C. Ørsted Instituttet og Københavns Universitets afdeling på Amager. Det kompromisløse må have ligget til familien. Fx sendte Nils Koppel alle breve retur til afsenderen, hvis hans navn på brevet var stavet Niels og ikke Nils.

Se alle varer tegnet af Henning Koppel på Lauritz.com her.

Læs mere om Henning Koppel i: Niels Jørgen Kaiser: Henning Koppels verden, Gyldendal.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Kunstindustri. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s