Blåkant, Hvidpot og Ildpot –stel fra Grethe Meyer

Grethe Meyer 1918-2008 var en af vores allerstørste kvindelige kunst-håndværkere. Hun gik på Kunstakade-miets Arkitektskole i tiden omkring 2. verdenskrig fra 1940 frem til 1947. Fra midten af 1950’erne og frem til 1960 var hun ansat på Statens Byggeforsknings-institut, hvor hun primært beskæftigede sig med forskning i boligen.

Studierne på akademiet lagde bla. grunden for et samarbejde i 1950’erne mellem Grethe Meyer og møbelarkitekt Børge Mogensen om et meget smukt og enkelt reolsystem kaldet Boligens Byggeskabe, men også for hendes eget arbejde senere hen med servicer, glas og bestik, som nok er det, hun er bedst kendt for i dag.

Fra 1960 blev Grethe Meyer knyttet til Den Kongelige Porcelænsfabrik. Det ændrede hendes karriere radikalt og gav også et tiltrængt frisk pust til Den Kongelige, som var gået hen og blevet en anelse grå og gammeldags henover midten af århundredet. Det første stel fra Grethe Meyers hånd, der kom ud af ovnene på fabrikken, Blåkant, der så dagens lys tilbage i 1963 efter en del skærmydsler internt omkring både kvalitet, navn og pris! Det blev utrolig populært den forholdsvis høje pris til trods og fik i 1965 tildelt ID-prisen.

Senere –i 1972- kom Hvidpot, der primært var beregnet til at konkurrere med tysk restaurationsservice, enkelt og uden dekorationer. Men dyrere end det tyske og derfor lagt an på finere restauranter, der gerne ville ofre lidt ekstra for kvaliteten og designet.

Og så er vi fremme ved Ildpot. Ildpot var faktisk resultatet af et ønske fra Den Kongelige Porcelænsfabriks ledelse om et stel, hvor delene kunne gå direkte fra fryseren ind i ovnen og videre hen på middagsbordet. Det moderne menneske havde travlt og kvinderne var kommet ud på arbejdsmarkedet og havde derfor hverken tid eller lyst til at ofre timer i køkkenet til hverdag. Fremstilling og servering af dagens aftenmåltid skulle være let og overskueligt. Det var dog ikke tidligere lykkedes at fremstille skåle og fade, der kunne klare de store temperaturudsving fra fryseren og direkte i ovnen.

Men det lykkedes Den Kongelige Porcelænsfabriks laboratoriechef at fremstille cordierit ved samme brændingstemperatur som porcelæn, ca. 1400 grader. Og materialet kunne derfor bruges til at fremstille serveringsdele af. Cordierit var et magnesiumholdigt mineral, der havde en meget lav varmeudvidelse, faktisk udvidede det sig stort set ikke og var derfor særdeles velegnet. Materialet kunne ikke glaseres, men lignede uglaseret stentøj fint og fik en helt unik patina ved gentagen brug. Formen på stel-delene blev blød for at undgå revner og udformningen lidt skæv i forhold til almindeligt porcelæn.

Der kom 25-30 forskellige dele, gryder, låg, postejforme, fade, skåle etc. Alle dele kunne sættes på komfuret, gå i fryseren, sættes i ovnen og derefter direkte på bordet. Det var første gang, at det lykkedes i ét eneste stel.

I starten solgte stellet ret godt, men så kom engangsaluminiumsfoliebakkerne og dækkede den almindelige kvindes behov samtidig med, at hun slap for at vaske fadet op efter brug. Det moderne brug-og-smid-væk-menneske har såmænd været her i mange år. Stellet udgik herefter af produktion.

Grethe Meyer døde i 2008 efter et langt og succesfyldt liv i dansk kunsthåndværks tjeneste.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Kunstindustri, Porcelæn. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s