Finn Juhls gesamtkunstwerk -en indretningsarkitekt i forklædning

Finn Juhl 1912-89 var en årsunge på kun 30 somre, da han tegnede og opførte sit eget hus i Ordrup nord for København. Huset er i dag museum og en fornem eksponent for 1950ernes kunst og design.

Egentlig ville Finn Juhl have læst kunsthistorie, men kompromiset med faderen faldt ud til arkitektstudiets fordel, hvilket en hel verden af møbelfanatikere i dag kan takke tekstilgrosserer Johannes Hansen Juhl for.

Faktisk var Finn Juhl mest rum-arkitekt eller indretningsarkitekt. Hans sans for sammensætning af møbler, kunst og farver var uovertruffen. For ham skulle møbler og (brugs-)kunst samles med andre genstande til en helhed, et gesamtkunstwerk.

Målet for Finn Juhl var at tegne al inventar til eget hjem. I 1950 skrev han: ”… dersom jeg inden min afgang fra denne verden har nået at fylde det af mig selv tegnede hus med møbler, tæpper, gardiner, armaturer, service, glas, sølv etc tegnede af mig selv, så har jeg nået et virkeligt mål.” (Finn Juhl, Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum. Årbok 1950, s. 23)

Finn Juhl havde en særlig kunstnerisk åre, som også fik indflydelse på hans ideer om indretning og møbeldesign. Hans kunstneriske interesse gjorde, at kunsten på hans vægge og skulpturerne på gulvet var lavet af kunstnere, der i dag skattes meget højt, fx Vilhelm Lundstrøm og Erik Thommesen.

I det hele taget virker indretningen af Finn Juhls eget hjem i dag topmoderne, både hvad angår møbler, grønne planter, stentøj og kunst, også af egen ’avl’ i form af en række af skitserne til de bedste af hans møbler.

Finn Juhl arbejdede som overlærer på Skolen for Boligindretning og skrev også en bog om indretning, ’Hjemmets indretning’. Han stod bag en række store designudstillinger, som bla. gjorde dansk design berømt i USA og indrettede kontorer og butikker, bla Bing og Grøndahls butik på Amagertorv.

Selvom mange af hans møbler dag er ikoner, så var det netop det, møbler ikke måtte ophøjes til at være ifølge Finn Juhl. Møblerne var ’blot’ en del af det samlede udtryk, gesamtkunstwerk’et.

Finn Juhl kunne dog ikke sige sig fri for at have et lettere sarkastisk forhold til almindelige menneskers forsøg på at indrette sig personligt: ”Publikum sværger til, at den enkelte bolig skal udtrykke beboerens (fruens) personlighed, og beboeren er derfor bange for hjælp. At beboerens individuelle personlighed i de fleste tilfælde har en til forveksling grænsende lighed med samtlige naboers, ser man tydeligt i den uendelige række af identiske ’personlige’ og absolut individuelle hjem, som f.eks. Tidens Kvinder bringer dokumentariske rapporter fra.” (Finn Juhl: Møblet på møbleringens scene. Bygge og Bo, nr. 3-4, 1949, s. 31-33)

Finn Juhls vel nok mest berømte designopgave var indretningen af Formynderskabsrådets sal i FNs hovedkvarter. Salen skal lige nu nyrenoveres bla. med møbler af de to danske arkitekter Kasper Salto og Thomas Sigsgaard. Så den danske designtradition bliver holdt i hævd.

Byd på møbler og varia af Finn Juhl.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Møbler. Bogmærk permalinket.

Et svar til Finn Juhls gesamtkunstwerk -en indretningsarkitekt i forklædning

  1. Rigtig godt indlæg.
    Sjovt at jeres blog er så meget lækre på Ipad udgaven – her er I klart førende.
    Peter.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s