Barnlige Bojesen

At Kay Bojesen (1886-1958) havde en barnlig eller måske rettere: legesyg sjæl kommer næppe bag på ret mange. Alle Kay Bojesens designs tager udgangspunkt i den smilende linie.

Desværre er det ellers normalt stærkt begrænset, hvad vi ved om mange af vores store arkitekter og designere som mennesker. Hvad tænkte de? Hvordan var de? Hvad lavede de egentlig, når de ikke tegnede møbler og andre genstande, der er gået over i designhistorien. Og kunne nogen af dem virkelig finde på at hælde brusepulver i bunden af natpotten til champagne-fulde, overnattende gæster?

Det er sjældent, vi får et kig ind bag facaden; helt ind til personen. Selvom det måske i virkeligheden er det, der er allermest spændende? Snage er sådan et grimt ord, men oprigtig interesse for andres ve og vel kan vi også sagtens kalde det.

Om Kay Bojesen findes der dog en særlig følsom førstehåndsberetning, nemlig barndomserindringerne fra Viggo Sten Møllers søn, der i barndomshjemmet ofte fik besøg af ’manden med gyngehesten’.

Viggo Sten Møller var direktør for Landsforeningen Dansk Kunsthåndværk i midten af 1900tallet og det var som dybt engageret i den danske kunstindustri, at hans hjem var åbent for mange af tidens kunsthåndværkere.

For sønnen Henrik var der dog kun en eneste gæst, der talte: ”Det var altid spændt og urolig, jeg ventede Kay Bojesen og det altid den samme berusende lykke, jeg følte, når han opgav de voksnes selskab, for at underholde sig med den lille dreng i en krog… Hvor har vi leet sammen over hans påfund som barn med at komme brusepulver i de potter, hans fars gæster skulle anvende, inden de gik til ro efter en aften med for meget champagne. Jeg rystede, når Kay Bojesen fortalte om den skræk, han forestillede sig afmalet i de lærde voksnes ansigter, når tisset brusede op og ud over potten.

Men vi har også talt om legepladser, vi skulle lave sammen og om manden med tromlen, som jeg ikke måtte lege med – fordi den var et af Bojesens første træarbejder og derfor historisk! Om den lille terrier i bøgetræ forhandlede vi længe, fordi jeg påstod, hundene på vejen altid hang med halerne. Det er fordi de er kedelige hunde, sagde Kay Bojesen, og terrier vipper altid med halen lige i vejret, de har humør.”

Kay Bojesen selv var søn af forlagsdirektør Ernst Bojesen, der bla. udgav Frøken Jensens Kogebog, men kom selv i lære som kolonialhandler i Store Hedinge. Heldigvis fangede andet end købmandskab Kay Bojesens interesse og han kom i lære som sølvsmed hos selveste Georg Jensen.

Det var dog først langt senere –og efter han havde åbnet eget værksted-, at Kay Bojesen og hans kone flyttede til Bella Vista i Klampenborg. Det passede til gengæld Kay Bojesen rigtig fint, at han kunne køre sine gæster i hestetrukken droske til Eremitageslottet i Jægersborg Dyrehave. Huset i Bella Vista havde en lillebitte tag-have, hvor Kay Bojesen blandt andet dyrkede selleri. Han plejede at spøge med, at hans sellerier blev brede og flade som pandekager, fordi jorden ikke var dyb nok til, at de kunne gro nedad.

De små anekdoter stammer fra Viggo Sten Møllers bog om dansk kunstindustri. En fantastisk bog om kunsthåndværk fra midten af 1800tallet til midten af 1900tallet skrevet af en, der kendte alle de kendte…

Se design af Kay Bojesen på auktion hos Lauritz.com lige nu og find den smilende linie…

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Kunstindustri. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s