Skænk dig selv en skænk!

Man bliver meget let stole-fetichist; der er helt ufatteligt mange smukke stole, men er man til retrodesign og møbelklassikere, kan man også hurtigt blive skænke-fetichist. Det ord er der nok aldrig nogen, der har skrevet før! Men altså. Opbevaringsmøbler kan –udover at være vældig praktiske til at gemme habengut i- også være både fantastisk smukke og af så fin en håndværksmæssig udførelse, at det næsten bliver kunst.

Vi har fundet nogle eksempler på skønne skænke i alle prislag.

Kai Kristiansen f. 1929 er uddannet fra kunstakademiet i København i midten af 1900tallet. Han arbejdede for Kaare Klint, indtil han åbnede sit eget værksted i 1955. I 1960erne var han bla med til at arrangere nogle af de store skandinaviske møbelmesser. I dag er Kai Kristiansen elsket for sine helt stilrene møbler i særligt palisander. Stole, borde og fantastiske skænke. Skænken her er af riopalisander og med greb og sko af aluminium. Det er en helt klassisk skænk fra 1960erne, som man aldrig bliver træt af.Skænk riopalisander Kai Kristiansen

Hans J. Wegner 1914-2007 mestrede det hele; også den spejlskårne riopalisander, selvom det ikke er den træsort, han er mest kendt for at arbejde med. Wegner er en af de få møbelarkitekter, der også var uddannet snedker og som sådan om nogen havde føling med træet og med, hvad det kunne udnyttes til.  Wegner tegnede møbler til rigtig mange virksomheder og offentlige institutioner; mest berømte er nok møblerne til Aarhus Rådhus. Skænken her kunne såmænd lige så godt være tegnet i dag, så moderne og minimalistisk er den i udtrykket.Wegner skænk riopalisander

Ib Kofoed-Larsen f. 1921 har ligesom Kai Kristiansen fået en renæssance de senere år. Også som Kai Kristiansen tegnede Ib Kofoed-Larsen primært skænke og siddemøbler, men dog også enkelte reolsystemer og borde.  Skænken her er af egetræ og fremstillet hos Faarup Møbelfabrik.Ib Kofoed Larsen skænk af eg

Børge Mogensen 1914-1972 var som Kai Kristiansen elev af Kaare Klint. Og så blev han jo leder af FDBs tegnestue i 1942, hvor han tegnede nogle af de mest betydningsfulde møbler for helt almindelige mennesker. Børge Mogensen var stærkt inspireret af den amerikanske shakerstil, hvilket gav udslag i en række shakermøbler, der bla. stod i hans eget fantastisk smukke hjem frem til hans alt for tidlige død i 1972. Skænken her er af eg og monteret med medeformede ben. Beslagene er af messing.  Den er fremstillet hos P. Lauritsen & Søn i Aalestrup.Børge Mogensen skænk i eg

Arne Vodder 1926 – 2009 tegnede også skænke og lige for øjeblikket er det nok hans, der er allermest populære på auktionerne. Ikke mindst skænke af palisander med farvede låger. Arne Vodder havde Finn Juhl som underviser på Kunstakademiet og som mentor. Skænken her er formgivet i 1959 og udført af snedkermester P. Olsen hos Sibast Møbler på Fyn. Det var netop hos Sibast, at nogle af Arne Vodders bedste møbler blev skabt. Men han arbejdede også for bla. PJ Møbler, Vamo Møbelfabrik og France og Daverkosen.Arne Vodder skænk gul og hvid låge

Hans J. Wegner 1914-2007 slutter vi også af med. Egetræet var et af Wegners foretrukne materialer. Og Ry Møbler en af hans foretrukne samarbejdspartnere. Her kombineret i en lav skænk af egetræ med skydelåger med fyldninger af sjeneflet.Wegner skænk med sjeneflet

Find din egen favoritskænk på Lauritz.com.

Udgivet i Møbler | 1 kommentar

Fang stilen fra Mad Men

Mad Men har tryllebundet seere over hele verden med både meget gennemførte karakterer og plots. Men for alle os, der elsker kunst og design, har serien måske ligeså meget handlet om eye candy af den allerfineste slags fra midten af 1900tallet. Den hotteste stilperiode lige nu…MadMen1

I stedet for at forlade Don Drapers univers, hver gang rulleteksterne passerer over skærmen, hvorfor så ikke få noget af 1960ernes glamour hjem i stuen? Når du ved, hvad du skal kigge efter, er det lige så let som at mixe en Tom Collins. Start med amerikansk midt-1900tals og dansk modernisme og du er klar til at blande en stilfuld design-drink.

Kontoret er et godt sted at starte – det er trods alt her Don Draper og hans hold ser ud til at føle sig mest hjemme. Som skrivebord skal du lede efter et geometrisk, stilrent design a la Bodil Kjærs, gerne en blanding af mørkt træ og metal. På bordet skal stå accessories, der fanger øjet. Bordlampen kunne ligne Dons sorte og guld tvillingelampe eller måske være Roger Sterlings fantastiske, skulpturelle Nesso lampe? Eller i virkeligheden en hvilken som helst PH bordlampe. Bogstøtter, glober og statuetter tilføjer et personligt touch og inspirerer samtidig til samtale og kreativitet. Har du plads, bør du bestemt også investere i et ikon fra den svundne tid: en ægte skrivemaskine.MadMen2

Er den mørke æstetik fra første sæson af Mad Men for dyster, så lad dig i stedet inspirere af reklamebureauet Sterling Coopers hvide kontor. Roger Sterlings nye rum –en ren hyldest til klassisk design- byder på etbenede, hvide Eero Saarinen Tulip borde og stole. Saarinens ikoniske møbler gør sig faktisk også rigtig fint i et køkken, ligesom Arne Jacobsens Myrer og Syver stole, der med deres rene linier er indbegrebet af 1960ernes stil og kultur. Ray og Charles Eames’ glasfiber skalstole giver samme effekt. Om end man efterhånden ikke kan åbne et boligblad uden at støde på bunker af disse stole.

I stuen må du have en skænk i teak eller palisander, fx af Arne Vodder eller E. W. Bach. Skænke tjener adskillige formål: de gemmer på papirer, magasiner, service og dine røgfarvede Holmegaard glas og er samtidig perfekte at arrangere en bar ovenpå, selvom du selvfølgelig også kan ryste dine Mad Med cocktails sammen på en klassisk rullevogn.  MadMen3

Og så er der selvfølgelig Mad Mens fantastiske stole og sofaer – minimalistiske, lineære og uden tvivl seriens største interiør-stjerner! En kontorstol fra Ray og Charles Eames og et par AX stole fra Peter Hvidt & Orla Mølgaard eller et par armstole i teak og sort læder fra Erik Kirkegaard giver den ideelle balance mellem form og funktion. Eames’ Lounge Chair eller næsten hvad som helst af Kai Kristiansen kan også være med til at skabe den helt rette lidt polerede, men indbydende reklamebureau-stemning.

Kasseformede sofaer og puffer i stærke pangfarver som brændt orange, turkis eller avokado-grøn er også lette at passe ind i en moderne indretning. Eero Saarinens ellers uimodståelige Womb Chair fra serien kan dog erstattes af andre stole med organiske linier og uldbetræk, fx Arne Jacobsens Svanen eller en af Wegners lænestole. MadMen4

Find din indre Mad Men indretningsarkitekt frem og lad Lauritz.com inspirere dig til møbler, lamper, kunst og accessories, der illuderer 1960ernes glamourøse USA.

Anastasya PartanAnastasya Partan, der bor i Boston og er freelanceskribent, gæsteblogger for Lauritz.com. Hun er født i Moskva, vokset op i USA og har boet i metropoler som New York, Washington DC, London, Paris og København. Med både en handelsmæssig og kreativ baggrund skriver hun for internationale brands og udforsker emner indenfor livstil, kultur og kunst.

Udgivet i Møbler | 1 kommentar

Derudaf forever… klassikerbilerne trykker speederen i bund

Lange, dovne sensommersøndage er perfekte til at lufte en ny trend, der er kraftigt på vej frem; nemlig smukt restaurerede vintage og klassiker biler fra særligt 1950erne, ’60erne og ’70erne.VintageBiler1

Retro og vintage har længe været meget populært både inden for møbler, indretning, tøj, ure og smykker. Nu følger køretøjerne trop. Gamle campingvogne fra 1960erne og 1970erne med deres buttede look og sorte nummerplader bliver restaurerede, indmaden pilles ud, de får en fuldstændig make over og bliver et ferieparadis på hjul. Originale gamle, italienske Vespa scootere er blevet synlige i storbybilledet igen med en trendy hipster ved styretøjet. Og sidst, men bestemt ikke mindst er de fantastisk smukke biler fra 1900tallets midterste årtier kommet på mode igen. Aston Martin, Porche, Jaguar, Ford Mustang, Fiat, Corvette, MG og mange, mange flere. Mænd –også de lidt yngre af slagsen- køber en vintage bil som supplement til hverdagens praktiske, men måske en anelse kedelige stationcar.VintageBiler2

At være den meget lykkelige ejer af en vintage bil forudsætter rigtig god tid. Tid til at restaurere, tid til at pudse, polere og pleje og ikke mindst god tid, når du skal lufte vidunderet på landevejen. Måske det netop er derfor, de er blevet populære? Klassiske biler signalerer overskud, økonomisk, mentalt og tidsmæssigt. Og så er sådan et restaurerings- og vedligeholdelsesarbejde vel egentlig også ganske afstressende?

Drømmer du også om at cruise langs Strandvejen eller den jyske vestkyst i en åben MG med en blondine eller måske endnu bedre – og mere in sync med 1960erne og ’70erne- en lyshåret afghansk mynde på sædet ved siden af dig? Eller spise pizza i Rom, mens du læner dig op ad din Fiat 1200 fra 1960 og studerer italiensk skønhed? Så holde øje med vores auktioner. Af og til er man heldig, rigtig heldig.VintageBiler3

Se om vi har en vintage bil, sccoter, campingvogn eller andet kørende retroguf på auktion lige nu. Restaureret henover vinteren og så er sommeren næste år sikret… hvis vejret holder.

Udgivet i Andet | Tagget , , | Skriv en kommentar

atelje Lyktan –spot på en svensk lampesucces

Svenskernes svar på Louis Poulsenatelje Lyktan– er de senere år kommet på mange retro-fans’ læber. De havde deres absolutte storhedstid i 1970erne, men er såmænd stadig i fuld vigør.

atelje Lyktan blev grundlagt i Helsingborg tilbage i 1934. Og fylder dermed 80 år næste år. Efter blot to år flyttede firmaet til Åhus, der ligger på den svenske syd-øst kyst og der ligger fabrikken stadig.Lyktan3

I modsætning til Poul Henningsen, der arbejdede mange år på at bøje lysets stråler, så de faldt blødt og smigrende, mente grundlæggeren af atelje Lyktan, Hans Bergström, at: lyset skal være hvidt og skinne frit!

Efter Hans Bergström fulgte Anders Pehrson som leder og designer. Det er hans design, der er blevet så populært i dag; allermest kendt og eftertragtet er den buttede Bumling lampe, der findes i et utal af farver og både som pendel, bord- og standerlampe. En flere sider lang artikel i det fantastiske svenske magasin Hus & Hem Retro er dedikeret alene til Anders Pehrsons Bumling lampe. Den er da også indbegrebet af det bedste ved designet i 1970erne. Og netop det årti topper som hottere end hot retro periode lige nu. Hvis man tør. Og måske også kun, hvis man IKKE selv var ung i 1970erne… 🙂Lyktan1

Anders Pehrson var ikke helt enig med sin forgænger i, at lyset altid skulle skinne frit. Han mente tværtimod, at godt lys bestemt ikke altid var lig med meget lys, men til gengæld altid lig med lys fra forskellige lyskilder. Han tog over i 1964 og tegnede derfor firmaets profil i de vigtige 1960ere og ’70ere.

I 1972 var det såmænd atelje Lyktan, der leverede belysningen til det olympiske stadion i München. Det var vel højdepunktet?Lyktan2

Anders Pehrson var stærkt passioneret omkring hans fire F’er: Form, Funktion, Farve og Familie. Han døde dog i 1982 og derefter kneb det med at opfinde nye sællerter. En enkelt udendørslampe blev det til, nemlig Stockholm af Olle Anderson, der stadig lyser op rigtigt mange steder rundt omkring i Sverige. I dag er fabrikken overtaget af Fagerhult og en del af designklassikerne fra 1960erne og ’70erne er blevet re-introducerede.

Vi har altid masser af lamper fra atelje Lyktan på auktion hos Lauritz.com. Byd med her og få en svensker med hjem…

Udgivet i Belysning | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Alvar Aaltos gesamtkunstwerk

Der er ikke så mange i dag, der favner det hele. Verden er blevet for kompliceret og folk dermed for specialiserede. Men går vi bare tilbage til midten af 1900tallet, så kunne man godt være både en fremragende arkitekt, møbelformgiver og industriel designer –samtidigt.Aalto3

Se bare på vores egen Arne Jacobsen. Og kigger vi lidt ud over vores egen lille andedam, så er finske Alvar Aalto 1898-1976 et lignende eksempel. Han har formgivet helt fantastiske møbler, der er blevet ikoner i hele verden, smukke bygninger –fx Kunsten i Aalborg-, verdens mest berømte glasvase og så var han faktisk også en original og interessant kunstner.

Vi har lige nu en af Alvar Aaltos organiske skulpturer på auktion. Se den her.

Alvar Aalto blev uddannet arkitekt fra Helsinkis Tekniske Universitet, kun afbrudt af den finske frihedskamp i 1918, som Alvar Aalto som mange andre unge mænd kæmpede i. Efter endt uddannelse i 1921 rejste han rundt i Europa, inden han vendte hjem til Finland og åbnede egen tegnestue i 1923.Aalto1

I starten af karrieren var Alto inspireret af den nordiske klassicisme og først senere blev han den funktionalist og modernist, som vi kender og elsker ham for i dag. Han blev en pioner, men var hverken den eneste eller den første. Pioneerne i både Finland, Danmark, Sverige og Tyskland påvirkede og inspirerede nemlig hinanden på tværs af landegrænser.

Som flere andre hoppede han også med på vognen med det formbøjede træ. Eames-parret var de første, der lavede møbler i formbøjet træ, men Aaltos stil var alligevel anderledes end Eames-parret; den var umiskendelig nordisk, blød, lys og enkelt. Bla fordi Aaltos foretrukne træsorter var birk og ahorn.Aalto2

Udover de formbøjede og meget eftertragtede møbler, formgav Alvar Aalto bygninger, møbler, tekstiler, glaskunst, lamper og meget andet.

Se en masse eksempler på, hvad Alvar Aalto også har tegnet lige her. Der er altid gode møbler på Lauritz.com, hvis man holder af den lyse, nordiske stil, som Aalto er så kendt for.

Udgivet i Møbler | Skriv en kommentar

Jens-Flemming Sørensen –antydningens kunst

i3029016-1Antydningens kunst er et begreb, der stammer helt tilbage fra Platon og som vi måske godt kunne tage lidt til os igen? At løfte blot en flig er altid mere interessant end at få alt serveret på en gang uden mulighed for at sætte fantasien i spil først.

Jens-Flemming Sørensen er en mester i antydningens kunst. Et bryst, et ansigt i en tilfældig flækket kugle, et ben, en bagdel… man får aldrig hele fortællingen. Og det er vel i grunden det allerbedste ved at betragte kunst? At ikke alting er givet på forhånd?

i2963002-1Jens-Flemming Sørensen f. 1933 blev oprindeligt uddannet skrædder –så fornemmelsen for kroppens former ligger lige for- men han skiftede saks og nål ud med pensel og maling på tube som autodidakt billedkunstner. Han blev medlem af Eks-skolen dannet af Paul Gernes, Jens Jørgen Thorsen, Richard Winther og Troels Andersen (Troels Andersen var slet ikke kunstner, men kunsthistoriker!) og blev her inspireret til tredimensionelle værker i det åbne rum. Det var helt tilbage i starten af 1960erne. I 1966 var han så med til at starten en anden kunstnergruppe, nemlig Passepartout.

i2958488-1Hvis man kender bare lidt til Jens-Flemming Sørensens skulpturer, så ved man også, at de er særdeles velegnede til at udsmykke det offentlige rum og de store virksomheder rundt i landet. Og det gør de da også i stor stil. Vi kan nævne i flæng: Toftegårds Plads i København, Carlsbergbryggerierne, Tuborg Nord i Hellerup, Globen i Aalborg, Den flyvende kuffert på Gråbrødre Torv i Odense og mange flere. Ligesom han er repræsenteret på mange af de store museer i både Aarhus, Vejle, Kolding, Aalborg og Randers.

Siden slutningen af 1980erne har han været bosiddende i Italien. Ligesom flere andre af vores store nulevende kunstnere, så er Jens-Flemming Sørensen rykket sydpå, måske for at finde inspiration? Måske bare pga af klimaet?

Byd på skulpturer af Jens-Flemming Sørensen på Lauritz.com.

Udgivet i Kunst | Skriv en kommentar

Sidste chance for at se graffiti i Aalborg

Kunsten i Aalborg har siden marts sat fokus på dansk graffitikunst med den første udstilling på et museum herhjemme, der kun fokuserer på gadens kunst. Udstillingen er retrospektiv og hedder Dansk Graffiti 1984-2013.

Street Art 6

Lauritz.com har i adskillige år støttet graffitikunsten med store salgsudstillinger og events i både Danmark, Sverige og Tyskland. Det er stadig en up coming kunstform, der er ved at finde fodfæste og det er ikke alle steder kunstnerne er velkomne. Endnu. Det skal nok komme, for både talentet og potentialet er stort.

Vores egen direktør – Mette Rode Sundstrøm- er fx meget inspireret af graffiten og køber mange værker, der lægger sig tæt op ad eller direkte er graffiti. Det giver liv på væggene derhjemme. Og hun mener, at netop graffiti bør tænde moderne mennesker:

”… kunsten skal møde folk, der hvor man lever sit liv til hverdag. Altså i hjemmet, på jobbet eller i gadebilledet. Kunsten skal ikke kun nydes på gallerier og museer. Den skal leve blandt folk. Netop graffitien møder sit publikum –byens borgere- i øjenhøjde, så man selv kan danne sig sin mening. Den skaber kreativitet og energi i det offentlige rum og afbilleder både det samfund og den tid, vi lever i.”Street Art 5

Graffitien eller gadekunsten har også inspireret flere af de unge kunstnere, der i dag slår deres folder på de bonede gulve, fx Jonas Pihl, Husk Mit Navn og Frodo Mikkelsen for bare at nævne nogle få.

Sidste chance for at se udstillingen er 16. juni. Så kommer din vej forbi det nordenfjordske, så slå et smut forbi Kunsten. I sig selv et fantastisk museum. Men også godt at se, at de tør tage favntag med en kunstform, der har været udskældt i en årrække.

Der er af og til rigtig spændende graffitikunst på auktion hos Lauritz.com, men man skal lede lidt efter det. Det kunne være af kunstnere som Miss Take, Bates, Don John m. fl. Søg efter graffiti til væggen her.

Udgivet i Kunst | Skriv en kommentar